6 Guds pagt med Abraham

Noahs efterkommere glemte Gud og hvordan, han havde reddet dem fra oversvømmelsen. De lavede planer om at bygge en fantastisk by af mursten.

De sagde: Lad os bygge os et tårn, som når op til himlen, for at vise hvor fantastiske vi er! Gud så, hvordan menneskene samledes for at ære sig selv i stedet for ham. På den tid talte alle på jorden det samme sprog. Derfor gav Gud dem forskellige sprog for at gøre det sværere for dem at samle sig i oprør mod ham. Og han spredte dem ud over jorden.

Nogle få generationer senere, gav Gud et særligt løfte til en mand som hed Abram. Dette løfte blev kaldt en pagt – en pagt er den dybeste af alle aftaler mellem to mennesker.

Gud lavede denne pagt med Abram:
– Jeg vil gøre dig til stamfader for en stor nation – kendt til alle tider.
– Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig og forbande dem, der forbander dig.
– Jeg vil velsigne hele jorden gennem dine efterkommere.

Det var et ekstraordinært løfte, Gud gav. Han valgte at ville velsigne hele jorden gennem én familie! Der var kun et problem… Abrams kone, Saraj, var ude af stand til at få børn. Så hvordan skulle jorden kunne velsignes gennem deres efterkommere? Og de var begge ved at blive gamle. Abram var omkring de 75 og Saraj 65!

Gud sagde til Abram: Forlad dit land og dine slægtninge og rejs til det land, jeg vil vise dig. Gud ledte Abram og hans familie til et land kaldet, Kanaaen. Dér sagde Gud til Abram: Kig dig omkring i alle retninger. Jeg giver dette land til dig og dine efterkommere.
Kanaaens land blev nu kaldt ”Det lovede land”.

Tiden gik, og Abram og Saraj havde stadig ingen børn. Abram spurgte Gud: Til hvilken nytte er dit løfte om velsignelser, hvis jeg ikke har en søn? Jeg er ved at blive gammel og snart bliver jeg nødt til at give min arv til en af mine tjenere!

Gud svarede Abram: Nej, du skal få en søn, som skal arve alt, hvad jeg har lovet dig! Så tog Gud Abram ud midt om natten og sagde: Se op på himlen og tæl stjernerne. Din slægt vil blive som dem – for mange til at tælle! Og Abram stolede på, hvad Gud sagde, og på grund af denne tro kaldte Gud ham ”retfærdig”.

Flere år gik, og Saraj blev utålmodig over ikke at have fået et barn. Hun bad sin tjener, en ægyptisk kvinde, kaldet Hagar, om at blive mor i stedet. Abram accepterede planen. Hagar blev gravid og fødte en søn, Ismael. Men Hagar og Sarajs forhold blev anspændt. Under sin graviditet begyndte Hagar at se ned på Saraj. Samtidig begyndte Saraj at behandle Hagar forfærdeligt. Til slut blev Hagar og Ismael sendt væk og udelukket fra at leve sammen med Abrams familie.

Da Abram var 99 år, kom Gud igen til ham og sagde: Jeg er Gud den Almægtige; tjen mig med hele dit liv og lev retfærdigt. Jeg vil holde min pagt med dig i mange generationer. Jeg ændrer dit navn til Abraham, som betyder ”far til mange nationer”. Husk dette… Jeg vil altid være din Gud og I skal altid være mit folk. Og Gud sagde videre: Jeg ændrer også din kones navn til Sara, som betyder ”mor til mange nationer”. Meget snart vil hun blive velsignet med en søn. Du skal give ham navnet Isak!

Både Abraham og Sara lo indeni af vantro mod Guds løfte. Abraham tænkte: Hvordan skal jeg dog blive far i en alder af 100? Og hvordan skal Sara blive gravid som næsten 90-årig? Sara tænkte: Hvordan skal en udslidt kvinde som mig få et barn? Og min mand er ældre end jeg!

Abraham spurgte Gud: Vil du da videregive din velsignelse gennem min søn Ismael? Gud svarede: Hvorfor lo du? Er noget umuligt for mig? Om cirka et år vil du have en søn. Det er gennem Isak, jeg vil videregive min velsignelse – ikke gennem din tjeners barn.

Og ganske rigtigt! Et år senere – fuldstændig som Gud havde sagt – fødte Sara sin første søn og kaldte ham Isak, som betyder ”latter”. Isaks fødsel blev begyndelsen på opfyldelsen af Guds løfte til Abraham. Gud ønskede, at Abrahams efterkommere – også kaldet israelitterne – skulle blive et nyt folk, som skulle vise hele verden, hvad det betyder at leve efter Guds vilje.