1 Begyndelsen

Dette er beretningen om ham, som kaldes Gud og altid har eksisteret. Beretningen, som er hentet fra Bibelen, beskriver Gud som skaberen af alt – også jorden og alt levende. Gud bliver også beskrevet som den eneste, der altid gør hvad der er godt, retfærdigt og fuldkomment – Bibelen bruger ordet ”hellig” til at beskrive Gud.

Ved du, hvad Gud skabte først?

I Bibelen spørger Gud en mand, som hed Job: Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Hvem bestemte dens mål? Hvem spændte målesnoren ud over den? Hvor blev dens fodstykker sat ned og hvem lagde dens hjørnesten, mens alle morgenstjerner jublede og alle gudssønner råbte af fryd?

Englene var Guds første skabninger! Da Gud satte fundamentet for jorden, var de allerede tilskuere. Da englene så Guds magt og kreativitet, jublede de og råbte af fryd og ærede Gud.

Den mest fantastiske af alle englene hed Lucifer. Lucifer betyder ”strålende morgenstjerne”. Da Lucifer så de andre engle lovprise Gud, blev han misundelig og sagde til sig selv: Jeg vil stige op til himlen og bygge min trone over Guds stjerner… og jeg vil være som Gud.

Det lykkedes Lucifer at få overtalt en tredjedel af englene til at lovprise ham i stedet for Gud. Selvom Lucifer havde set Guds magt i skabelsen, fortsatte han med at lede de faldne engle – eller dæmoner – i oprør mod Gud. Synd er et andet ord for oprør mod Gud og hans vilje. Men Gud vidste, hvad Lucifer tænkte og gjorde.

På grund af Guds fuldkomne godhed, tillader han aldrig det onde at forblive i sin nærhed. Så Gud viste retfærdighed mod Lucifer og hans engle ved at kaste dem ud i mørket. Som et lysglimt blev de styrtet til jorden.

Lucifers navn blev også ændret – i stedet for at være kendt som ”strålende morgenstjerne”, blev han nu kendt som Satan, som betyder ”modstander”.

Det er den beretning, vi kalder Begyndelsen.

Secured By miniOrange