2 De første mennesker

Dette første afsnit i Guds historie, som kaldes ”skabelsen”, begynder sådan her: Før noget eksisterede, var der et fantastisk og forunderligt væsen kaldet Gud. Da Gud skabte jorden, var englene forbløffede tilskuere, mens de jublede og råbte af fryd. Gud
skabte englene til at lovprise ham.

Men nogle af englene gjorde oprør mod Gud og hans vilje – ethvert oprør kaldes synd. Gud tillader aldrig det onde at forblive i sin nærhed, så han sendte de oprørske engle ned til mørket på jorden for at vente på den senere endelige dom.

Så tog Gud jorden, som var mørk og formløs og forberedte den til at blive et sted med liv. Guds Ånd svævede over vandene, mens:
Han skabte lys – ved at skille det fra mørket …
Han delte vandene med en himmelhvælving …
Han samlede vandene, så den tørre jord kom til syne …
Han lod planter, blomster og træer vokse frem … alle sammen med frø, så de kunne blomstre og bære frugt …
Han skabte solen, månen og stjernerne… og satte dage og årstider i gang …
Han fyldte havene med fisk, himlen med fugle og jorden med alle slags vilde dyr! Gud brugte masser af omsorg og kreativitet til alt, hvad han skabte. Gud så på det og sagde: Det her er virkelig godt!

Efter at jorden var blevet gjort klar, besluttede Gud at skabe en helt særlig skabning. Gud sagde: Lad os skabe mennesker i vort billede. Lad os give dem ansvar for jorden, planterne og alle dyrene, som lever på den. Så tog Gud jord og formede det første menneske. Og han blæste sin egen ånde i ham og gav ham liv. Det første menneske blev kaldt Adam.

Gud satte Adam i en fantastisk have, hvor han sørgede for alt, hvad han havde brug for. I denne have plantede Gud alle slags træer, som bar dejlig frugt, så Adam altid havde rigeligt at spise. Gud gav Adam ansvaret for at passe på haven og alle skabningerne, som levede der. Gud førte alle dyrene hen til Adam, så han kunne give dem navne.

I midten af haven var der to specielle træer – ”Livets træ” og ”Træet til kundskab om godt og ondt”. Gud sagde, at Adam kunne spise frugten af alle træer i haven – undtagen ét. Og Gud advarede ham: Hvis du spiser af træet til kundskab om godt og ondt, skal du dø!

Så sagde Gud: Det er ikke godt for mennesket at være alene. Jeg vil skabe ham en hjælper, der svarer til ham. Så lod Gud Adam falde i en dyb søvn. Da Adam sov, fjernede Gud ét af hans ribben og lukkede til med kød. Gud brugte Adams ribben til at forme den første kvinde. Da Gud bragte hende til Adam, råbte han: Endelig! Adam kaldte sin nye partner Eva, som betyder: Livgiver.
Sådan skabte Gud både manden og kvinden til at være som han – skabt i Guds eget billede.

Gud velsignede Adam og Eva med evnen til at få børn og dermed fortsætte hans skabelse. Gud bandt dem tæt sammen som ægtefæller, og de gav sig selv hen for hinanden. Adam og Eva var nøgne – og de skammede sig ikke.

Ved aftenstid kom Gud og vandrede og brugte tid sammen med menneskene. De levede under hans omsorg og beskyttelse – et liv, der var fuldkomment og komplet. Da Gud så hele sit skaberværk, tænkte han: Dette er fremragende – på alle måder. Da Gud havde skabt alt, hvilede han. Og han afsatte én dag hver uge og helligede den til hvile for sine skabninger.

Secured By miniOrange